Alle trægulve skal passes og plejes til en vis grad, men har du et gulv, der er behandlet med sæbespåner, skal du være ekstra opmærksom – læs her, hvordan du bedst plejer det.

En sæbebehandling er den mest naturlige behandling, du kan give dit trægulv, og du får et råt, autentisk og lækkert look ud af det – men du sætter også dig selv på en prøve, for det skal nemlig vedligeholdes, hvis det skal holde sig smukt i mange år.

Vi har talt med en gulvekspert, der dagligt arbejder med efterbehandlingsteknikker – herunder sæbebehandling – og han har givet os en række gode råd til at passe et sæbebehandlet gulv. Dem får du lige her.

Vigtigt med gode rutiner

Et sæbebehandlet gulv er sart overfor skidt, snavs og væske, og derfor er det først og fremmest et spørgsmål om at indarbejde nogle gode rutiner for den daglige rengøring. Det skal både støvsuges og vaskes oftere end andre gulve.

Støvsugningen giver sig selv; her skal du bruge det bløde mundstykke. Gulvvasken kræver lidt mere opmærksomhed; du skal nemlig vælge den rette sæbe. Natursæbe til almindelig sæbebehandling og hvidpigmenteret sæbe til ludbehandlede gulve. Når du vasker, skal du desuden huske, at der aldrig må ligge små søer af vand på gulvet – det kan et sæbebehandlet trægulv ikke tåle.

Giv gulvet ekstra sæbe

Der er ingen faste regler for, hvornår det er en god idé at mætte dit trægulv med nye sæbespåner, men vil du være helt sikker på, at det får nok, kan du med fordel gøre det mindst en gang i måneden.

En sæbebehandling foregår således:

1) Vælg sæbespåner, der passer til gulvet.

2) Bland sæbe og lunkent vand efter producentens anvisninger.

3) Fordel sæben på gulvet i et jævnt lag uden for meget vand.

4) Lad gulvet tørre.

5) Gentag mindst tre gange, så gulvet er helt mættet.

Tilbage er der vist kun at sige: God fornøjelse med dit sæbebehandlede trægulv!

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *